Tips og tricks

Bevar kolonnebredder i pivottabeller

Mange klager over, at en af de mest irriterende ting ved opdatering af pivottabeller er, at Excel ændrer kolonnebredden i alle kolonnerne i pivottabellen ved at tilpasse kolonnebredden automatisk (autofit) efter det bredeste indhold i hver kolonne. Dette giver som regel et noget uskønt udseende med en masse forskellige kolonnebredder.

Bevar kolonnebredder i pivottabeller

Hvis du selv har brugt tid på at tilpasse kolonnebredder, er det ekstra irriterende at opdateringen af pivottabellen som standard ødelægger alt dit arbejde, men det kan du heldigvis nemt lave om på.

  1. Åbn dialogboksen Indstillinger for pivottabel ved fx at højreklikke i pivottabellen og vælge kommandoen Indstillinger for pivottabel eller klik på kommandoen Pivottabel > Indstillinger under den kontekstafhængige pivottabelkommandofane Analysér.
  2. Fjern markeringen i afkrydsningsfeltet Tilpas automatisk kolonnebredder ved opdatering –se markering <A).
  3. Klik på OK for at lukke dialogboksen igen.
  4. Du kan nu opdatere din pivottabel uden at kolonnebredden ændres.

Flere tips

Du kan evt. skrive et 0 i feltet For tomme celler vises, hvis du hellere vil vise et 0 i stedet for tomme celler i din pivottabel – se markering <B).

Det er i øvrigt en god ide at navngive dine pivottabeller, hvilket fx kan gøres øverst i dialogboksen Indstillinger for pivottabel – se markering <C) – eller i gruppen Pivottabel under den kontekstafhængige pivottabelkommandofane Analysér.