Tips og tricks

Genvejstaster til flere skærme

Hvis du lige som jeg arbejder med flere skærme, jeg sidder selv med fire skærme på den primære pc og to skærme på den sekundære (og derudover min iPad og min Macbook Air, så der er fyldt godt op), så bør du kende genvejstasten Windows+Shift+Venstre Pil, der flytter det aktuelle vindue én skærm til venstre, og Windows+Shift+Højre Pil, der flytter det aktuelle vindue én skærm til højre.

Jeg kører typisk Outlook, Excel og VBA på de tre af de fire hovedskærme, mens den fjerde (mindre) bliver brugt til forskellige hjælpeprogrammer m.v. Når jeg skriver bøger m.v., så ryger Word og/eller InDesign på midterskærmen, mens jeg har SnagIt på den venstre, og det program jeg skriver om på den højre (og så er Outlook røget over på den lille).

Et lille Outlook-trick

Vidste du i øvrigt, at du kan højreklikke på mapperne i navigationslinjen eller mapperuden i Outlook, og vælge at vise den pågældende mappe i et nyt vindue, som du så kan flytte til en anden skærm – herved kan du fx have din mail på én skærm og din kalender på en anden skærm.

Nyt vindue i Outlook